Piller og stoffer
Kan din hverdag ikke fungere, uden du tager piller, eller kan du ikke være til fest uden at tage stoffer?
Der findes flere forskellige grupper af piller og stoffer, som kan spænde ben for, at tilværelsen fungerer.
Det er ikke altid tydeligt for dig selv, at det er stofferne, der styrer dig. Tværtimod kan du opleve, at de hjælper dig, mens andre fortæller dig, at dit forbrug er et problem. Her kan vi være en god samtalepartner. Du kan starte med rådgivning og vi taler om, hvad næste skridt kan være. Måske du gerne vil begynde et behandlingsforløb. Det er op til dig. Hos os får du professionel rådgivning og behandling af erfarne behandlere, og begge dele er gratis.
Vi holder til i venlige lyse lokaler tæt på busser, S-tog og med gode parkeringsmuligheder tæt på.
Stoffernes betydning
Der findes en række stoffer, som kan opfattes som mindre farlige end de mest kendte rusmidler. Brug af stoffer kan kan have betydelige konsekvenser for både fysisk og mentalt helbred, samt skabe familiemæssige og økonomiske problemer.
Både dæmpende stoffer som Benzodiazepiner (kaldes fx. Xanax, Steso'er eller Tabs) og Pregabalin (fx Lyrica) kan misbruges, og man kan blive afhængig af dem. Brugen af dem bliver farligere, hvis man blander dem med andre sløvende rusmidler som eksempelvis alkohol, hash eller opioider.
Stoffer som MDMA, Amfetamin og Metamfetamin kan komme til at styre tanker og handlinger, og du kan blive afhængig af dem. De øger energi og giver overdreven selvtillid (egoisme).
Psykedeliske stoffer som LSD eller psilocybinsvampe påvirker bevidsthed og sanser, og Ketamin (som er et bedøvelsesmiddel) kan give en følelse af at være adskilt fra virkeligheden.
Pas på
Hvis ikke stofferne er ordineret af en læge og købt på apotek, kan de være ulovligt fremstillet og indeholde andet end det, der står på dem, hvilket gør brugen ekstra farlig
MOVE - for dig mellem 15 og 25 år
Er du mellem 15 og 25 år, har vi et særligt tilbud til dig, der hedder MOVE.
MOVE består af 12 individuelle samtaler, der har fokus på at styrke dig, så du får lettere ved at håndtere dit forbrug af stoffer, piller og alkohol.
Du kender dig selv bedst, så det er dig, der – sammen med din behandler – styrer, hvad i skal tale om.
En ekstra bonus
Hvis du møder op til aftalerne med din behandler, får du et gavekort på 200 kr. hver anden gang.
Efter de individuelle samtaler fortsætter vi med at følge op telefonisk, og skruer gradvist ned for det over et halvt års tid.
Læs mere om vores tilbud til unge her: Hjælp til unge
Behandlingsforløb
Når du kontakter os, går der højst 14 dage, før du er i gang med behandlingen. Behandlingen er ambulant. Det betyder, at du bor hjemme, og kan passe din hverdag med skole, uddannelse eller arbejde. imens du er i forløb hos os.
I starten lærer vi dig og din situation at kende. Sammen sætter vi mål for dit forløb og laver en behandlingsplan, der passer til dig.
Behandlingen er individuelt tilrettelagt, og længden varierer fra person til person. Mange er i forløb i 4-9 måneder.
Du mødes typisk med din behandler en gang om ugen. Senere bliver der længere mellem samtalerne fx hver 14.dag og derefter hver 3.uge. Det tilpasser vi løbende sammen med dig.
Du bliver også tilbudt en tid hos vores læge, hvor I sammen vurderer, om du har brug for medicinsk støtte fx til at håndtere abstinenser eller trang. Hvis du har brug for medicin mod abstinenser (substitutionsmedicin), møder du de første to uger dagligt. Derefter bliver det længere mellem mødegangene.
Du kan også i samarbejde med centrets læge lave en nedtrapningsplan, hvis du har behov for det.
Vi har læge i centret hver torsdag.
Du kan læse mere om Behandlingsforløb her.