Hjælp til pårørende
Er du pårørende til en, som drikker for meget, ryger hash eller tager stoffer? Vi ved, hvor svært det kan være, og tilbyder dig støtte og rådgivning.
Det kan være svært at være tæt på en, der drikker for meget, ryger hash eller tager kokain eller andre stoffer. Det påvirker ikke kun den enkelte, men også dig og hele familien.
Måske er du bekymret, eller allerede har forsøgt at få din nærmeste til at søge hjælp? Det kan også være, at du er i tvivl om, hvor alvorligt det er, eller hvad du skal gøre?
Du skal ikke have en henvisning for at komme i kontakt med os, og du er velkommen til at kontakte os, uanset om personen, du er pårørende til, går i behandling hos os eller ej.
Vi vil meget gerne rådgive dig - også selvom du ønsker at være anonym.
Rådgivning til dig der er pårørende
Du behøver ikke klare det hele selv. Hos os kan du få støtte og rådgivning i et trygt rum, hvor der er plads til at tale om det, der fylder for dig.
Du kan få individuelle samtaler med en erfaren behandler, også selvom din nærmeste, som drikker for meget, ryger hash eller tager andre stoffer, ikke er i behandling.
Sammen ser vi på din situation, og hvad du har brug for lige nu. Vi taler om, hvordan du kan passe på dig selv, og hvilke muligheder du har for at håndtere det, der er svært.
Jeg er blevet mødt med erfaring og professionalisme. Man føler sig helt alene, men det er så normalt…. der er så mange
Kvinde, 46 år
Rådgivningen er gratis, og foregår centralt i Birkerød tæt på offentlig transport og med gode parkeringsmuligheder tæt på.
Er du ung og pårørende?
Er du ung, og har en far eller mor, som drikker for meget eller tager stoffer, kan du få hjælp af rusmiddelcentret.
Du er velkommen til at kontakte os på telefon 72 68 31 20.
Vi kan tage en snak, og fortælle om de muligheder du har for at få hjælp hos os eller hos andre, som rådgiver unge fx. i Tuba.
Er du pårørende til en ung som drikker eller tager stoffer?
Måske er du i tvivl om, hvorvidt der er grund til bekymring? Måske ved du ikke, hvad du skal gøre, eller hvordan du skal få taget hul på snakken? Det kan vi hjælpe dig med at afklare.
Vi tilbyder rådgivning til dig som forældre eller nærtstående. Sammen ser vi på:
- hvordan du bedst kan støtte den unge,
- hvordan du kan tage snakken med den unge,
- hvad du skal være opmærksom på,
- hvilke muligheder der er for den unge i forhold til rådgivning og behandling, hvis der er behov.
Har dit barn ændret adfærd?
Det kan give anledning til bekymring, hvis den unge:
- går til mange fester og ofte har tømmermænd
- ofte klager over hovedpine og træthed
- lukker sig inde følelsesmæssigt
- virker opgivende, nedtrykt, rastløs eller nervøs
- du finder ting på værelset som ikke plejer at være der – fx blisterpakker eller sølvpapir
Hvis du er bekymret, så spørg den unge. Spørg åbent og nysgerrigt ind til den unges og kammeraternes hverdag og oplevelser. Lyt og vis, at du er oprigtigt interesseret. Fortæl om de mulige konsekvenser ved at drikke for meget eller tage stoffer og om muligheden for at få hjælp.
CRAFT pårørendegrupper
Er et forløb til dig, der er over 18 år, og bor sammen med en, der har et problematisk forbrug af alkohol eller tager stoffer.
Forløbet er 6 gange á 2 timer, hvor du er sammen med andre i en mindre gruppe på ca. 7-8 deltagere. Her kan I støtte og inspirere hinanden.
CRAFT er et anerkendt program, som består af 6 temaer, der er med til at styrke dig, så du bliver bedre til at passe på dig selv og familien. Du får også nogle redskaber, som kan hjælpe dig med at motivere den, der drikker eller tager stoffer til at komme til en samtale i rusmiddelcentret.
Hvad får du ud af at deltage?
- Et trygt fællesskab med andre i samme situation,
- Redskaber til at passe på dig selv i hverdagen,
- Bedre kommunikation med din pårørende,
- Fokus på det der virker, og hvordan du kan støtte den rusmiddelbrugende videre.
Vi starter CRAFT-forløb op ca. 3 gange i løbet af året, og du kan deltage, hvis du bor i Rudersdal Kommune eller en af de kommuner, vi samarbejder med. Din nærtstående behøver ikke gå i behandling i rusmiddelcentret, for at du kan deltage.
Udsagn om vores behandling
Historierne, der er (i gruppen) og den professionelle sparring, giver virkelig noget at tænke over, når man kommer hjem
Kvinde 69 år
Det er så skamfuldt, og det er så rart, bare at kunne tale om det her
Kvinde 46 år.
Hvem er pårørende?
Du er pårørende, hvis du står tæt på en person med et problematisk rusmiddelforbrug. Det kan være din ægtefælle, dit barn, en forælder eller en kæreste men også en god ven, kollega eller en anden som er vigtig for dig.
Fælles er at du bliver påvirket af situationen, fordi du har en nær relation.